Hvad sker der med skriften når tekster i "en verden på papir" erstattes med ytringer i "det virtuelle rum"?

Aspekter af den nye elektroniske skriveteknologi og nogle af dens konsekvenser for skrift, tekst og kommunikation.

 

af Finn Bostad

The Norwegian University  of Science and Technology Faculty of Arts and Science Department of Linguistics.
Oversat fra "What Happens to writing when Texts in "a world on paper" are replaced by messages in "virtual space?"
af Hans J. Klarskov Mortensen . Jeg skylder Finn Bostad stor tak for tilladelsen til at stille teksten til rådighed.

 

Dette papir er et bidrag til en værkstedsdiskussion om tekst og diskurs på en forskerkongres afholdt af "The Nordic Association for Semiotic Studies" i 1994.
 

Indledning.

Begrebet "verden på papir" er hentet fra Eisensteins værk om trykpressen som en teknik der skabte forandringer. Hun henviser til den Alexandriske lærdomskultur og hævder, at den ikke blev overgået "until printing made it possible to put the 'world on paper' for all armchair travellers to see" (ibid:503). Jeg vil her ikke argumentere for hendes instrumentalistiske syn på virkningen af bogtrykkerkunsten, men jeg vil bruge hendes inspirerende begreb og sætte den op imod mit eget begreb om "det virtuelle rum" som er baseret på den populariserede og kommercialiserede idé om "virtuelt rum" hvis konnotationer er tågede og hvis betydning er uklar. Til begrebet "virtuel" føjer jeg "rum" - hvilket jeg håber jeg kan afklare til sin tid.

Men først nogle ord om skriften som et socialt system, der kan bruges til at reflektere over og kommunikere om verden. Helt generelt betyder det at skrive at give verden betydning for én selv og andre. I dette tilfælde vil jeg imidlertid anvende en instrumentalistisk indfaldsvinkel, som ganske vist er begrænset, men ikke desto mindre nyttig. Set i et mere begrænset perspektiv er skriften et redskab til at organisere, opbevare og videregive information, hvad enten vi skriver med pen på papir, med en skrivemaskine eller med informationsteknologiske værktøjer. Den skriveteknologi vi anvender vil have indflydelse på den måde, vi organiserer informationen, den måde vi opbevarer den på og den måde hvorpå vi præsenterer den for andre (Gaur 1987) Hvad enten vi er klar over det eller ej så er vores skrift en vekselvirkning mellem os selv som forfattere og den teknologi vi anvender. Set fra det synspunkt har skriften altid været en fysisk aktivitet, en bearbejdning af information med et sæt af værktøjer.

Al skrift består i at anvende en eller anden form for teknologi under organiseringen, lagringen og præsentationen af information. Forfatteren kan organisere sin information i forhold til de regler og konventioner, som gælder for trykt materiale og dermed lagre det på papir. Han kan også anvende et elektronisk skriveværktøj, som organiserer data på en anden måde og lagrer det elektronisk som binær kode. Uanset hvilken teknologi forfatteren anvender, influerer den på processen og produktet, og føjer noget til det der skrives.

Indtil nu har skriften i den vestlige verden hovedsagelig betjent sig af pen, skrivemaskine og trykpresse, og lagring af det mere eller mindre færdige produkt på papirets synlige overflade. Med den nye informationsteknologi er dette ved at forandre sig. Den mest åbenbare ændring er, at vores tekster ikke længere nødvendigvis er et fysisk objekt, papiret, men lige så ofte er de en elektronisk lagret binær kode, som vi kan tage kopier af og konvertere til genkendelige tegn i form af pixels på en computerskræm.
 

Jeg bruger begrebet "tegn" selvom det somme tider kan fremkalde hvad Eco kalder "a naive and non-relational notion of 'sign'". Men han tilføjer, at denne forestilling ikke bør udelukkes fra dagligsproget og i dagligdags semiotiske diskussioner, så jeg agter at bruge det, når det forudsætter en tegnfunktion, som er af korrelativ (gensidig) natur (Eco 1979).
 

1. Aspekter af den elektroniske skrift.

Der er fire aspekter af den nye elektroniske kommunikationsteknologi som må tages i betragtning. Det ene har at gøre med hastighed og kapacitet. Den elektroniske kommunikationsteknologis  hastighed og lagringskapaitet er alle tidligere teknologier overlegen. En af grundene til det er brugen af et ganske simpelt binært kodningssystem. Al den information som tilføres det elektroniske kommunikationssystem bliver konverteret til binær kode, som dekodes når informationen præsenteres igen. Dette åbner for manipulation af flere tegnsystemer - ikke alene det skrevne ord som et tegnsystem, men lyd, farver, billeder, animationer og video som tegnsystemer. Med denne teknologi bliver skriften en manipulation af flere tegnsystemer, hvorved den bliver en udfordring til det traditionelle tekstbegreb.

Et andet aspekt af computerteknologien som skriveredskab er organisering af information i et ikke-fysisk elektronisk rum. Dette udgør et brud med den nuværende tradition for at organisere og præsentere information i form af trykte artikler og bøger, idet det åbner for nye måder at organisere informationen på. Trykkekulturen har givet os standardiserede præsentationer og faste normer for organiseringen af informationen. Layout og rationaliseringen af formatet, samt præsentationen af trykt information i bøger og artikler er redaktionelle beslutninger, som træffes inden for den eksisterende teknologis rammer (Eisenstein 1993). På samme måde som læserens tanker styres af den måde indholdet af bøger er arrangeret og præsenteret på, så er forfatterens tekst påvirket af de udtryksmuligheder, som skriveteknolgien har. Ny kommunikationsteknologi vil have sine egne udtryksmuligheder, som stiller den skrevne kommunikation overfor nye forhindringer og giver den nye muligheder.

Som sagt ovenfor så åbner den nye kommunikationsteknologi for manipulation af flere tegnsystemer, og det er vores tredje aspekt. På den ene side har vi programmer, som sætter forfatteren i stand til at manipulere med lyd, grafik, animation og video såvel som verbalsprog. Det skriveredskab der bruges er i alle tilfælde det samme: tastatur og mus. På den anden side har vi muligheden for at konvertere tegnsystemer gennem tale- og håndskriftsgenkendelses-programmer. Hvad specielt talt sprog angår er dette en højst problematisk proces, fordi al ikke-sproglig kommunikation lades ude af betragtning. Ikke desto mindre peger det på muligheden og potentialet indenfor manipulation af tegnsystemer.

Det fjerde aspekt af den nye kommunikationsteknologi er følgerne af lokale og globale elektroniske netværk. Elektroniske netværk åbner nye muligheder, idet de reducerer den skrevne kommunikations tid og afstand. Lokale og globale netværk giver skriften, hvad telefonen har givet talen. Det er muligt at kommunikere skrevet sprog, grafik, billeder og film med den hastighed og grad af interaktion, som hidtil alene har været gældende for lyd. Hypertekst, multimedier som f.eks. World Wide Web, forbinder ikke alene mennesker, men også information fra forskellige databaser i den elektroniske verden. For eksempel kan en artikel som er skrevet i et sådant system give alle litteraturhenvisninger in extenso ved at aktivere et link til hver henvisning.

Disse fire aspekter: kapacitet, organisering af information, flere tegnsystemer og elektroniske netværk er nogle af den nye skriveteknologis generelle muligheder. Hvordan disse muligheder udvikles vil afhænge af den kultur som teknologien anvendes i. Det er vigtigt at huske, at denne udvikling påvirkes af økonomisk, sociale og politiske forhold. Den skriveteknologi, som stilles til rådighed, er altid forsynet med et "ideologisk prisskilt" (Kaplan 1992). Men det ligger uden for dette papirs rammer at kaste sig ud i en generel kritik af denne teknologi. Jeg vil holde mig til at give en oversigt over nogle af dens anvendelser og diskutere nogle af dens konsekvenser for tekst, skrivning og kommunikation.
 

3. Tekstbegrebet.

Hvad så med tekstbegrebet i dette elektroniske miljø? Traditionelt har man kun anvendt begrebet 'tekst' om sproglige meddelelser. Nogle omfatter både mundtlige og skrevne sproglige udtryk mens andre - indenfor hvad vi kan kalde en common sense tradition - begrænser tekstgebrebet til at være håndskrevne og trykte tekster, eller tekster som fysiske objekter. I og med den nye skriveteknologi må vi genoverveje tekstbegrebet.

I sin bredeste betydning referer begrebet om tekst til ytringer i en hvilken som helst form for kodning, ikke blot sproglige meddelelser, og et budskab kan skabes af adskillige kulturelt betingede kodningssystemer (Nöth 1990). En pragmatisk definition af tekstbegrebet ser dette i en kommunikationssammenhæng, og i en semiotisk kommunikationsmodel er fokus hovedsagelig på teksten (eller ytringen) i sig selv, samt på dens interaktion med den kultur der producerer og modtager den. Opmærksomheden ligger på genereringen og udvekslingen af betydning; kommunikationens rolle i forbindelse med etablering og vedligeholdelse af værdier, og hvordan disse værdier gør det muligt for kommunikationen at have betydning (Fiske 1991:189).

I en semiotisk kommunikationsmodel er teksten et tegn, mens Hjelmslev vælger at tale om tegnfunktionen, som er tegnets indre eller ydre  funktion. Tegnfunktionen har to sider (eller planer): indhold og udtryk, som han kalder funktiver (Hjelmslev 1974). Den første er det sproglige eller betydningsmæssige plan i skriftsproget, mens dens anden er det visuelle aspekt af skriften, udtryksplanet. Der er hvad Hjelmslev kalder en solidaritets-relation mellem tegnfunktionen og dens to funktiver, og der findes aldrig en tegnfunktion, uden at begge er tilstede på samme tid, de forudsætter hinanden.

Udtryksplanet, eller det visuelle aspekt af skriften, skifter med den skriveteknologi eller præsentationsteknologi som bruges, og der er forskellige udtryksmuligheder i og med forskellige kommunikationsteknologier. En teksts mulige tegnfunktion afhænger af valget af kommunikationsteknologi.
 

Ikke-sproglige tegn i skriften.

Når vi taler, kommunikerer vi ved hjælp af både sproglige og ikke-sproglige tegn. Vi siger ord, men vi tilføjer intonation og tryk, pauser og gestus m.v. Disse ikke-sproglige tegn har forfatteren ikke. Traditionelt arbejder forfatteren kun med visuelle tegn, og ikke auditive. I vores kultur kommunikeres forfatterens tegn hovedsagelig med papiret som medium. Den elektroniske skrift har imidlertid introduceret nye medier og et bredere spektrum af ikke-sproglige tegn. I det følgende vil jeg præsentere de vigtigste ikke-sproglige tegn, som bruges skriftligt når forfatteren bruger et specifikt hypertekst multimedium som skriveværktøj. I min præsentation er der ti i alt, og det første element er rum.
 

1. Rum.

At skrive ved at bruge et hypertekst skriveværktøj understreger, at skrivning er en visuel og rumlig aktivitet og oplevelse. Forfatteren bruger rum som et tegn fordi han eller hun manipulerer med rum når der skrives. Forfatteren skriver ikke på en side, men kan placere tekst (eller ytringer skrevet med andre tegnsystemer end verbalsproglige) hvor som helst i det rum, der kan nås via computerens grafiske skærm. Det vi ser på skærmen, når vi skriver eller læser på en computer, er begrænset af hardwarens dimensioner og softwarens funktionalitet. I de fleste tekstbehandlingsprogrammer svarer rummet til det vi traditionelt kalder en side i en artikel eller en bog, mens desktop publishing software arbejder med de rum, som findes i den grafiske industri, hvilket er det der tidligere var trykpressens rum. Disse begrænsninger er påtvunget af papirtrykket. De samme begrænsninger er ikke altid tilstede i det elektroniske rum. Det elektroniske rum giver anledning til et nyt rum-begreb uanset om vi nu kalder det cyberspace eller det virtuelle rum.
 

2. Knudepunkter (nodes)

Knudepunkter er informationsbeholdere (nodes). Det er ting vi kan linke til og fra (Nielsen 1990), eller den mindste del af en elektronisk hypertekst som kan adresseres ved hjælp af et link (Berk et. al. 1991). Man kan sige, at de er lukkede rum, som vi skriver i, og de kan være af to typer. Enten er de lukkede rum, eller kasser, som fremviser ytringer eller dele af ytringer. Eller de er lukkede rum som indeholder andre lukkede rum ligesom kinesiske æsker.
 

3. Link

Links forbinder knudepunkter, eller de kan være pegeredskaber mellem knudepunkter. De peger på, at der er et forhold mellem det knudepunkt, der er linkets kilde og det knudepunkt, der er linkets mål. Den visuelle eller grafiske repræsentation af et link er enten et fremhævet ord eller udtryk, en knap eller et ikon eller anden grafik , f.eks. en visuel linje der forbinder knudepunkter (ibid:554).

Knudepunkterne kan forbindes på forskellige måder. Der kan være en lineær forbindelse, hvor forfatteren af teksten signalerer en traditionel sekventiel læsemåde, som vi kender den fra trykte bøger. Forbindelser kan også skabe en hierarkisk præsentation af teksten, som viser hvordan informationerne er over- og underordnet hinanden.

En tredje måde at organisere tekst ved hjælp af links, forbindelser, er hypertekstmodellen. Hypertekst er blevet defineret som den ikke-sekventielle læsning- og skrivningsteknologi (Nelson 1987). Dette svarer til den måde vi læser på, når vi læser en bog ved at bruge dens index eller et leksikon ved at bruge nøgleord. En tekst der er organiseret hypertekstuelt er som et spind af informationer som brugeren eller læseren kan bevæge sig rundt i enten ved at følge allerede etablerede links eller ved at skabe nye.
 

4. Visning

Hypertekstprogrammer giver mulighed for adskillige måde at se teksten på. En måde er at formindske eller forstørre det, der er på skærmen ved at bruge en zoom-funktion. En anden går ud på at gøre det vindue, brugeren arbejder i, større eller mindre, eller endog have flere vinduer åbne på samme tid.

De fleste hypertekstprogrammer sætter brugeren i stand til at manipulere med forskellige tekstvisninger ved hjælp af ikoner og rullegardinmenuer. Brugeren kan vælge at arbejde med en visning som viser det spind, knudepunkterne og linkene udgør. Når man bruger denne visning kan brugeren manipulere med knudepunkter og links og derved skabe nye sekvenser eller forbindelser. Denne visning fremstiller tekstens hyperteksstruktur.

En anden visning giver en liste over knudepunktsnavne. Dette svarer til en indholdsfortegnelse og til den visning man har, hvis man bruger et tekstbehandlingsprograms disponeringsfunktion. Sluttelig kan brugeren se teksten som en grafisk repræsentation af knudepunkterne og under-knudepunkternes hierarkiske struktur eftersom det er muligt at skabe knudepunkter inden i knudepunkter på så mange niveauer, som man finder det praktisk (Bolter et. al 1993).
 

5.Farver

Forfatteren har naturligvis altid kunnet betjene sig af farver, men det gik mere eller mindre af brug da trykpressen holdt sit indtog. Når man bruger farver i præsentationen af skriftsprog bruges de som typografisk supplement til eller erstatning for andre typografiske måder at vise eftertryk, forskelle samt for at få visse ting til at stå ud fra resten. Farver kan også bruges til at skabe sammenhæng mellem forskellige dele af tekst som er skrevet i samme farve, og med samme formål kan de bruges i en grafisk visning af hypertekst.
 

6. Lyd

Lydsekvenser kan være en del af teksten og de kan aktiveres ved at trykke på en knap. På denne måde er skrevet tekst ikke blot visuel, men også auditiv, idet sekvenserne kan være tale, musik eller anden digitaliseret lyd. For sproget betyder det, at talens ikke-sproglige tegn, f. eks. tryk, intonation og pauser, bliver en del af den skrevne tekst. I og med at de auditive aspekter indføres som en udtryksmulighed i skriften tilføres selve tekstbegrebet en ny dimension.
 

7. Grafik

Grafik har altid været en del af skrevet tekst. I den vestlige kultur er de illuminerede manuskripter fra middelalderen fremragende eksempler på avanceret integration af grafiske og typografiske tegn. Et tidligt eksempel er The Book of Kells i Hiberno-Saxisk stil fra omkring år 800.

Bogtrykkerkunsten førte til en næsten enerådende udvikling af det typografiske tegn baseret på alfabetet. Skrift i den vestlige verden blev synonymt med brugen af typografiske tegn. Brug af grafik og billeder i skriften gjorde trykning langsommere og dyrere, så disse elementer blev nedprioriteret.

I og med den elektroniske tekstproduktion er det ikke alene muligt at integrere ikke-sproglige billeder i teksten. Billederne er også nemme at lave, og det er lige så nemt at importere dem fra databaser og clip-artarkiver.
 

8. Ikoner

Inden for elektronisk tekstproduktion og præsentation er ikoner systematisk kodede billeder. Normalt udgør de et kulturelt anerkendt tegnsystem med en høj grad af regelstyring, og tegnene kan klart skelnes fra hinanden. Ikonografi har en lang tradition inden for visuel kommunikation og bruges i dag til mange formål, for eksempel forretnings- og trafikskilte. En vigtig pointe her er, at de skal kunne forstås af alle uanset sprog.

Softwareindustrien bruger ikoner til at mærke funktioner og til at forbedre programmernes brugergrænseflade. For den forfatter som bruger et elektronisk skriveredskab er det ikonbaserede tegnsystem et supplement til den sproglige kode og det øger skriftens udtryksmulighed.
 

9. Animation og video

Mange definitioner af skriften påstår, at skriften efterlader stabile, visuelle tegn på en flade. På grundlag af hvad der er sagt ovenfor giver ideen om en skrive-flade ringe mening indenfor elektronisk skriveteknologi, og istedet har vi introduceret begrebet "skriverum" (Bolter 1991). De visuelle tegn er heller ikke nødvendigvis stabile. Det der vises på en computerskærm er en forbigående repræsentation af digital kode. Der er intet permanent ved elektronisk fremvist tekst.

Det forbigående ved elektrisk skrift understreges af det faktum, at teksten kan omfatte både animationer og video. Udover den visuelle repræsentation af hvad vi oplever som stabile eller statiske tegnsystemer, så som sproglige tegn og ikoner, kan teksten indeholde tegnsystemer som pragmatisk set er karakteriseret af bevægelse. Dette er en ikke-sproglig kvalitet som tilskrives blandt andet ansigtsudtryk, gestus og kropssprog. Nu tilhører disse udtryksmuligheder ikke alene talens sproglige kode, de omfattes også af det skrevne sprog.
 

10. Tekstnormer

Nye udtryksmuligheder og nye skriveregeler etableres gennem fremkomsten af en ny skrive- og læseteknologi. Ingen spekulerer på at forklare den person der læser en bog, hvordan denne bog skal læses eller hvordan man finder rundt i bogen. Der findes etablerede konventioner for disse procedurer, og når vi taler om tekst kalder vi disse konventioner for tekstnormer (Berge 1993). En tekstnorm er tekstens sociale dimension. Den siger, hvordan brugerene er enige om at anvende og reagere på en tekst. Tekstnormer er sædvanligvis et resultat af en historiske udvikling, og undertiden tager vi dem for givet i så høj grad, at vi bliver blinde for deres kulturelle og historiske herkomst.

Alle læsere ved hvordan man åbner en bog og hvordan man navigerer ved hjælp af indholdsfortegnelse og paginering. Det er anderledes med elektroniske tekster. De fleste læsere er uvante med den slags tekster, og i det store og hele ved folk ikke hvordan man skaffer sig et overblik over teksten, og hvordan man finder ind i den og ud af den igen. De fleste forfattere af elektroniske tekster eller programmer er klar over dette, og de prøver at skabe grænseflader som er brugervenlige. Men der er stadig få normer og almindeligt accepterede regler for, hvordan sådanne brugergrænseflader skal udformes, og læseren erfarer ofte, at hvert nyt program har sin eget unikke grænseflade. Selvom det tog den trykte bog et par hundrede år at udvikle standardformater, bliver den elektroniske bog nødt til at udvikle sådanne standarder inden ret længe, fordi produktionen og distributionen af den slags bøger øges hurtigt.
 

Skrivefunktionen.

En generel funktionel distinktion indenfor sproget har været en skelnen mellem sprog som handling og sprog som refleksion, - det Halliday kalder sprogets pragmatiske og mathetiske makrofunktioner (Halliday 1978). Som en generel distinktion kan den anvendes på tale og skrift. Skriften fungerer både som handling mellem mennesker og som individuel refleksion; den er en måde at skabe betydning både for én selv og for andre. Der er imidlertid nu behov for et mere tydeligt overblik over de funktioner som angår anvendelsen af skriftsproget. Sådanne funktioner er den hukommelsesstøttende, den distancerende, den tingsliggørende, den socialt kontrollerende funktion samt den interaktive og den æstetiske funktion. Disse er skriftens mikrofunktioner.

De fleste af de tidligste tekster vi kender, nemlig Sumerers der går tilbage til 3500 f.kr., er bogholderi, det vil sige lister over ejendele. Funktionen tjener til at støtte de riges hukommelse (Ong 1991), og "hukommelsesstøttefunktionen" er måske stadig den vigtigste for alle der kan læse og skrive. Dette svarer til den klassiske retoriks "memoria"; en mnemoteknisk funktion som siden er blevet udbygget af både studerende og lærere i deres bestræbelser på at huske og lære vigtig viden. Denne funktion tjener både til refleksion og handling, og den er øget betydeligt i og med tilføjelsen af ikke-sproglige tegn i elektronisk skrift.

En anden skrift-funktion er udvidelsen af den kommunikative rækkevidde. Skrift, i modsætning til tale, muliggør kommunikation over afstande i både tid og rum (Coulmas 1992:12). Coulmas kalder dette "distanceringsfunktionen" og skriften kalder han for et "distanceringsmedium" som adskiller de tre dele af den skrevne kommunikation: forfatter, læser og tekst. Globale elektroniske netværk øger klart det kommunikative spektrum og styrker skriftens distancerende funktion. Man kunne sige, at forfatter, læser og tekst mødes i det virtuelle rum, men i det virkelige fysiske rum øges afstanden mellem dem.

Det faktum at skriften er et distancerende medium betyder, at det der overføres antager en objektkvalitet (ibid). Coulmas hævder at denne "tingsliggørelses-funktion" gør skriften til noget som er både stabilt og håndgribeligt, et de-personaliseret objekt i sig selv. Som vi har set er dette ikke tilfældet indenfor elektronisk tekstproduktion. Tekst der skrives på en computer er ikke håndgribelig, men 'virtuel', og den er heller ikke nødvendigvis stabil, i det mindste ikke indenfor et globalt interaktivt netværk. Tekstens tingsliggørende funktion drages i tvivl af den elektroniske skrift. Jeg vil vende tilbage til dette nedenfor.

Skriftens "sociale kontrolfunktion" (ibid:13) har at gøre med det faktum, at vi er omgivet af en masse samfundsmæssigt vigtige former for skriftlig kommunikation, som giver normer for og regulerer samfundsmæssig adfærd. Eksempler på dette er love, kontrakter, identifikation og registrering af samfundets medlemmer. Denne funktions status beror på den skrevne teksts depersonaliserede autoritet og den er tæt forbundet med tingsliggørelsesfunktion. Det er således et spørgsmål om skriftens autoritet svækkes, når den tingsliggørende funktion synes at svækkes.

Skriften har også en "interaktiv funktion". Sammen med den "sociale kontrolfunktion" er dette et aspekt af sproget som handling. Skriften muliggør koordineret handling gennem f.eks. breve og anvisninger og styrer således opførsel indirekte på afstand i tid og rum. Denne funktion må bero på tekstens autoritet som et stabilt og permanent objekt og den kan påvirkes af begrebsmæssige forandringer. Når tekstens autoritet svækkes bliver den interaktive funktion også svagere.

Sluttelig har vi forholdet mellem tekstens udtryksmuligheder og den "æstetiske funktion". Sådan som skriftsprogsmediet optræder i forskellige teknologier og forskellige kulturelle sammenhænge skaber den visse genrer og fremelsker sit visuelle udtryk. Dette finder vi i de genrer som er typiske for skriften, f.eks. romanen, og i kalligrafen (ibid:14). Det er sandsynligt, at ny skriveteknologi med nye muligheder for lagring, organisering og præsentation af tekster kan skabe både nye genrer og nye kunstformer. Eksempler på dette er hypertext-romaner og "virtuelle virkeligheder" (virtual realities").

Det indlysende resultat af denne diskussion af skriftens funktion er, at teknologien har indflydelse på skriften både som individuel refleksion og mellemmenneskelig handling. Både den afstandsskabende, den tingsliggørende, den sociale kontrolfunktion og den interaktive funktion er mellemmenneskelig, mens den hukommelsesstøttende og æstetiske funktion er både mellemmenneskelig og individuel. Så vidt jeg kan se nu, står sprogets mellemmenneskelige funktion overfor alvorlige udfordringer i og med den elektroniske skriveteknologi. Det er ikke alene tekst- og skrivebegreberne der bliver rystet. Spørgsmålet er ligeså meget hvilken slags kommunikation vi skal have fremover.
 

Konsekvenser for kommunikationen

Den elektroniske skrive- og præsentationsteknologi er en kommunikationsteknologi. Den påvirker vores begreb om skrivning som kommunikation, og der er forskellige modeller for den slags kommunikation.

Procesorienterede kommunikationsmodeller, og modeller for skriften som én type kommunikation, går i det store hele tilbage til Shannon og Weavers model fra slutningen af 1940erne (Shannon og Weaver 1949). Overførslen af et budskab blev betragtet som en lineær proces, og deres model var et redskab til at reducere de tekniske støjproblemerproblemer inden for de forskellige kommunikationskanaler. Modellen blev imidlertid anvendt som en almen model for kommunikationsstudier, og selv om den er blevet ændret og forbedret meget (Nöth 1990; Berge 1994), så har man bibeholdt dens grundlæggende begreb om kommunikation som overførsel af budskaber (Flower & Hayes 1981).

Mens procesorienterede kommunikationsmodeller for skriften traditionelt har arbejdet med overførsel af budskaber, ofte set som  forskellige stadier i en process, så fokuserer en semiotisk model primært på teksten selv og dens interaktion med dens objekt og brugere, både producenter og modtagere. En semiotisk model arbejder med dannelsen og udvekslingen af betydning, og afvigelser i betydningen betragtes ikke som et kommunikationsbrist, men som en påmindelse om sociale og kulturelle forskelle. Det er ikke kommunikationsprocessen i sig selv, som sikrer en vellykket kommunikation, men kommunikationssituationen og det omgivende samfund (Fiske 1991:2-3).

I en semiotiske kommunikationsmodel er skriften en måde at skabe betydning for andre ved at repræsentere verden gennem tegn. Man fokuserer på teksten som et tegn, og alle brugere, hvad enten de er producenter eller modtagere, forfattere eller læsere, talere eller lyttere, bliver, i Piercesk forstand, erstattet af interpretanter (fortolkere). Man kan betragte fortolkeren som en bro mellem tegnet og det tegnet repræsenterer, objektet. Men samtidig er fortolkeren den proces som definerer tegnet, og denne proces skaber nye tegn. Det betyder at vi ikke arbejder med dyader (par) indenfor kommunikationsprocessen, og læseren er ligeså vigtig og aktiv som forfatteren under skabelsen af betydning. Betydningen, eller semiosen, er resultat af en dynamisk vekselvirkning mellem tegn, fortolker og objekt, og denne vekselvirkning finder sted socialt og kulturelt i tiden.

Procesorienterede kommunikationsmodeller for skriftlig kommunikation skelner mellem forfatter og læser, eller den der indkoder og den der afkoder. Semiotikken fokuserer hovedsagelig på teksten som et tegn eller en samling af tegn og på den mening som skabes i den semiotiske proces. Fortolkeren er det mentale begreb for brugeren af tegnet, uanset om denne bruger er taler eller lytter, forfatter eller læser, maler eller udstillingsgæst. Afkodningen er en ligeså aktiv og kreativ proces som indkodningen (Fiske 1991:42). Dette er uhyre relevant for skriftlig kommunikation i elektroniske medier. Både forfatterens og læserens roller bliver draget i tvivl. I et hypertekstmiljø bliver de begge indkodere og afkodere på samme tid mens betydningsproduktionen finder sted.
 

Konklusion

En af den sproglige skriftkodes tegnfunktioner var, ifølge Hjelmslev, det visuelle aspekt, eller udtrykspotentialet. Dette er imidlertid et aspekt som ikke længere blot er visuelt. I og med den elektroniske skriveteknologi bliver udtryksregistret både auditivt og rumligt. Man kan sige, at det visuelle tegnsystem kendes fra håndskrevne og trykte dokumenter gennem illuminationer og typografi, og rumligheden har altid være til stede i form af layout. Men der er ikke megen tvivl om, at udtryksregistret er bredere, og inddragelsen af det auditive aspekt åbner for en ny dimension i skriften. At sige at skriften nærmer sig talens udtrykspotentiale vil dog være at drage forhastede konklusioner. Inden for denne nye teknologi er det skriftens afstandsskabende funktion som synes at blive styrket, især hvis den i tiltagende grad bruges som erstatning for ansigt-til-ansigt kontakt.

Man kan naturligvis diskutere om denne manipulation af tegnsystemer på computeren stadig kan kaldes skrivning. Men vi kan da beholde begrebet indtil et bedre dukker op. Man kan  ligeledes sætte spørgsmålstegn ved, om produktet af denne aktivitet skal kaldes en tekst. Hvis vi beholder udtrykket er vi på linje med det udvidede teksbegreb hvor en tekst er en meningsfuld ytring, der er skabt af flere kulturelt betingede kodningssystemer - både sproglige og ikke-sproglige (Nöth 1990:331).

Hvad angår skriftens kommunikative funktion kan man sige, at den nye teknologi ændrer både læserens og forfatterens rolle. Den aktive og indgribende læser er i stand til at vælge sin egen vej gennem en tekst, og han eller hun kan kommentere og skabe links mellem tekster skrevet af andre. Det er ikke sådan, at læseren ændrer en andens tekst, sådan som man uberettiget har frygtet, men sådan at både teksten og forfatterens autonomi er blevet reduceret i et elektroniske miljø. Teknologien opfordrer til intertekstualitet og modvirker tingsliggørelse af tekster. Landow taler om "sammenfaldet af post-strukturalistiske forestillinger om tekstualitet og elektroniske legemliggørelser af dem" (Landow 1992), og dette påvirker både tekstens autonomi og forfatterens herredømme over den. Således mister forfatteren kommunikativ kontrol mens læseren vinder sig en mere uafhængig og autonom rolle i betydningsdannelsen.  Både læser og forfatter som aktører i kommunikationsprocessen træder i baggrunden, mens den semiotiske betydningsdannelsesproces kommer i forgrunden. Dette er en anden måde at sige, at i den nuværende kulturelle situation svækkes skriftens mellemmenneskelige funktion i og med den elektroniske kommunikations teknologi.
 
 

References

Berge, K.L. (1993). The diachrony of textual norms; or why do genres change? A presentation of a theory illustrated by its relevance for the teaching of writing, Changing English, Vol. 1, No. 1, Institute of Education, University of London.

Berge, K.L. (1994). Communication, The Encyclopedia of Language & Linguistics, 1994.

Berk, E. and Devlin, J., eds. (1991). Hypertext/Hypermedia Handbook, New York: McGraw-Hill Publishing Company, 550.

Bolter, J.D. (1991). Writing Space. The Computer, Hypertext, and the History of Writing, Hillsdale, N.J., Lawrence Erlbaum Associates.

Bolter, J.D. et. al. (1993). Getting Started with Storyspace, Watertown, MA: Eastgate Systems Inc., 12.

Coulmas, F. (1992 (1989)). The Writing Systems of the World, Oxford UK: Blackwell.

Eco, U. (1979). A Theory of Semiotics, Bloomington: Indiana University Press, 4-5.

Eisenstein, E.L. (1993 (1979)). The printing press as an agent of change, Cambridge: Cambridge University Press, 88-107.

Fiske, J. (1991 (1982)). Introduction to Communication Studies, London: Routledge.

Flower, L.S. & Hayes, J.R. (1981). A cognitive process theory of writing. College Composition and Communication, 32, 365-387.

Gaur, A. (1987 (1984)). A History of Writing, London: The British Library, 14.

Halliday, M.A.K. (1993 (1978)). Language as Social Semiotic, London: Edward Arnold.

Halliday, M.A.K. (1984) Language as code and language as behaviour: a systemic-functional interpretation of the nature and ontogenesis of dialogue, The Semiotics of Culture and Language, Volume 1, Language as Social Semiotic, Eds.:Fawcett, R.P.,

Halliday, M.A.K., Lamb, S.M., Makkai, A., London and Wolfeboro, N.H., 3-35.

Hjelmslev, L. (1974). Omkring sprogteoriens grundlæggelse, København: Akademisk forlag, 44-45.

Kaplan, N. (1992). Ideology, Technology, and the Future of Writing Instruction, Research and Scholarship: The Changing Discipline, in print.

Landow, G.P. (1992). Reconfiguring the Author, Hypertext. The Convergence of < Contemporary Critical Theory and Technology, Baltimore:The John Hopkins University Press, 72.

Nelson, T. (1987). Literary Machines, South Bend, IN: The Distributors.

Nielsen, J. (1990). Hypertext & Hypermedia, San Diego: Academic Press.

Nöth, W. (1990). A Handbook of Semiotics, Indianapolis: Indiana University Press, 331-332; 168-180.

Ong, W.J. (1991 (1982)). Orality and Literacy. The Technologizing of the Word, London: Routledge, 99.

Shannon, C. and Weaver, W. (1949). The Mathematical Theory of Communication, Illinois: University of Illinois Press.
 
Oversættelse ©  Hans J. Klarskov Mortensen