Håndbog for engelsklærere - e-mail projekter


E-MAIL PROJEKTER.
 

  

Internettet byder på en meget let adgang til at at skabe undervisningsprojekter sammen med andre lande og klasser. Med omhu kan det blive utrolig spændende og berigende: 
  Fordelen ved et godt e-mail-projekt er, at eleverne skriver til en reel modtager, og efterhånden som teknologien udbygges både i Danmark og i udlandet bliver det nemt både at kommunikere hurtigt og sende alle mulige matrialer til hinanden. 
   Man kan også lære fantastisk meget om andre kulturer og andre lande - ikke mindst andre landes skolesystemer af det. 
 Endvidere stiller det moderne "globale" samfund store krav til elevernes internationale orienteringsevne. Dette mål kan e-mail projekter være med til at fremme.
   
Partnere skaffer man sig på to forskellige måder: Der findes mailing-lister, som man kan abonnere på. Derved får man alle de tilbudte projekter direkte i sin egen elektroniske postkasse. Alt afhængig af, hvilken liste det drejer sig om, kan det blive mange eller få. Som orientering i hvad der foregår "out there" kan de være sjove at læse. 

Man kan også henvende sig til ICU som skal skaffe kontakt til European Studies Programme, eller man kan se ESP's hjemmesider. Den helt store fordel ved ESP er de årlige conferencer, hvor man møder en masse spændede kolleger fra hele Europa. Selve projekterne er nogen gange fremragende - andre gange ikke så spændende. 

Alternativet er at formulere sit eget projekt. I eksemplet som beskrives nedenfor var det udgangspunktet. Jeg har prøvet begge former, men kun hvor jeg selv har formuleret projektet kom der noget brugbart ud af det. 

En af de solideste og bedst organiserede tjenester til formålet er St. Olaf College. På denne side kan man direkte søge i de publicerede projekter. I punktet related resources er der links til en lang række andre organisatorer af projekter. Det kan betale sig at sætte god tid af til at orientere sig i materialet. (St Olaf-siden er iøvrigt slet ikke begrænset til engelsk!

   
Kvaliteten af projekterne og interessens dybde, bredde og seriøsitet kan man ikke vide noget om på forhånd. Men nogle råd kan gives: 
 
  1. Gå i gang med formuleringen af projektet i god tid før du regner med det skal løbe af stablen. De seriøse kontakter kan sagtens bære 6 måneders planlægningstid. Dette skyldes bl.a. at skoleagendaerne er så forskellige.
           
  2. Aftal - via e-mail - hvordan, hvornår og hvor meget projektet skal omfatte.

  3.                
  4. Gør dig klart på forhånd hvor meget tid du vil bruge. Skal det være et kort forløb eller skal det køre over længere tid? Læg eventuelt en plan sammen med den organiserende lærer - derved lærer man også vedkommende at kende.

  5.    
  6. Nogle års erfaring og eksperimenter har lært mig følgende: Er du i tvivl om projektets grad af seroøsitet svarer til den seriøsitet du gerne vil frem til så drop det i tide! Arbejdet kan være umådelig tidskrævende. MEN vær også indstillet på at betale nogle lærepenge! Al begyndelse er svær.
  7. Det er også min erfaring, at de færreste elever er umiddelbart motiverede (sært nok). Derfor har jeg indstillet mig på, at arbejdet med e-mail-projekter kræver håndfaste vink med vognstænger. 

   
Dead Poets Society som eksempel. 
 
Jeg havde lyst til at prøve at læse/se samme værk i samarbejde med en udenlandsk skoleklasse. Da Dead Poets Society er kendt over store dele af verden - og da jeg finder den marginalt egnet på 1g. niveau, hvor man kan skaffe lidt tid til eksperimenter, - faldt valget på den. 

På St Olaf Colleges side skrev jeg en kort beskrivelse: Hvem vil være med til at læse bogen/se filmen Dead Poets Society og udveksle synspunkter på den? St. Olaf College har endvidere en standard-formular, som man udfylder. 

I første omgang fik jeg en 5-8 svar. Det morsommeste var fra en lille japansk pige (vist nok 3 eller 4 klasse). Jeg skrev tilbage, at jeg ville samarbejde med en lærer, men det afholdt hende nu ikke fra at blive ved! Flere af de "rigtige" svar var helt flippede. Tilbage blev der 5, som så ud til at kunne bruges. Da projektet skulle rigtig igang var der to tilbage, og første gang jeg prøvede projektet fik vi lidt udveksling igang. Helt vellykket blev det dog ikke - bl.a. af tekniske grunde, men også fordi aftalerne ikke var så klare fra starten. Men både mine og de udenlandske elever udtrykte tilfredshed - selv om det skulle motiveres ret solidt. 

Jeg gemte de 5 seriøse adresser, og da jeg i 1997 skulle starte en ny 1g. sprugte jeg om de ville være med igen. Jeg fik svar fra 3 - én kunne ikke, én anden ville gerne men havde ikke nogen passende klasse, og endelig den 3. havde en klasse og ville gerne være med. 

For at samle vores materiale sammen lavede jeg en hjemmeside for Dead Poets Society projektet. Hvad der p.t. er kommet ud af projektet kan studeres på denne side. De elev-producerede tekster er ikke rettet særlig grundigt igennem. Det skyldes, at lære-målet her er skriftlig kommunikation. I andre sammenhænge dyrker vi absolut grammatisk korrekthed. Det samme er tilfældet for den amerikanske skoles elever. I siden links til romantisk digtning, Peter Weirs film og øvrige poesi-sider er der materiale til mange timers (fornuftigt) arbejde på denne side. Bl.a. vil de to personlige sider egne sig godt til et "Cyberreport"-projekt.